Når passageren på et synkende skib, Hør omkring ham bølgerne runge, Så langt øjet rækker, det enorme og mørke hav rejser sig for at sluge det,
Uden håb om frelse og når broen åbner, Blandt de knækkede master, rædselsslagne, forslåede, Han retter sin pande ud af vandfloden, der dækker ham, Og udstøder et sidste skrig.
Forfængeligt skrig! hjerteskærende gråd! Fuglen, der svæver eller passerer Bag skyen rystede af rædsel, Og de rasende vinde tøver i rummet At kvæle det under deres råben.
Som denne rejse, i ukendt hav, Jeg vandrer og vil forsvinde i de hylende bølger; Afgrunden er for mine fødder, over mit hoved skyerne Hober sig op, lyn på flankerne.
Bølgerne og himlen omkring deres offer Kæmp indædt, larm, mørke; I grebet af disse konflikter, mit skib på afgrunden Kort uden kompas og afmagret.
Men der er andre bølger, det er en meget anden storm Hvem kæmper i den mørke luft; Havet er dybere og især skibsvraget Mere komplet og mere katastrofal.
Legetøj fra orkanen, der bærer ham og fører ham, Berodet med neddykkede skatte og grej, Dette tabte skib, men det er menneskeskibet, Og vi er skibbrudne.
Det rædselsslagne mandskab manøvrerer forgæves i skyggerne; Terror er ombord, Fortvivlelse, Sorg; Siddende ved roret, mørk Fatality Leder ham til en faldgrube.
Mig, at uden mit samtykke den blinde Skæbne Begyndte på den mærkelige og skrøbelige bygning, Jeg vil heller ikke, stum og resigneret, Lide min opslugning.
Siden, i den største nøds døs, Mine blege ledsagere forbliver tavse, Til min stemme for at fjerne disse dynger af anathemas Som samles mod himlen.
Så den sprængtes med en mere energisk stråle, Jeg har i min modstand mod de sorte bølgers angreb, Fra alle hjerter i mig, som i et enkelt center, Samlede alle de fortvivlelser.
At de vibrerer så stærkt, mine uforfærdede accenter, Må disse samme døve himmel skælve af overraskelse; Luften behøver ikke, og heller ikke de dumme bølger, At gyse over at have forstået.
Ah! ethvert kvalerkrig er et helligt skrig; Han protesterer, beskylder han i øjeblikket for at udløbe. Godt ! dette skrig af angst og uendelig rædsel, jeg smed den; Jeg kan synke!
Når passageren på et synkende skib, Hør omkring ham bølgerne runge, Så langt øjet rækker, det enorme og mørke hav rejser sig for at sluge det,
Uden håb om frelse og når broen åbner, Blandt de knækkede master, rædselsslagne, forslåede, Han retter sin pande ud af vandfloden, der dækker ham, Og udstøder et sidste skrig.
Forfængeligt skrig! hjerteskærende gråd! Fuglen, der svæver eller passerer Bag skyen rystede af rædsel, Og de rasende vinde tøver i rummet At kvæle det under deres råben.
Som denne rejse, i ukendt hav, Jeg vandrer og vil forsvinde i de hylende bølger; Afgrunden er for mine fødder, over mit hoved skyerne Hober sig op, lyn på flankerne.
Bølgerne og himlen omkring deres offer Kæmp indædt, larm, mørke; I grebet af disse konflikter, mit skib på afgrunden Kort uden kompas og afmagret.
Men der er andre bølger, det er en meget anden storm Hvem kæmper i den mørke luft; Havet er dybere og især skibsvraget Mere komplet og mere katastrofal.
Legetøj fra orkanen, der bærer ham og fører ham, Berodet med neddykkede skatte og grej, Dette tabte skib, men det er menneskeskibet, Og vi er skibbrudne.
Det rædselsslagne mandskab manøvrerer forgæves i skyggerne; Terror er ombord, Fortvivlelse, Sorg; Siddende ved roret, mørk Fatality Leder ham til en faldgrube.
Mig, at uden mit samtykke den blinde Skæbne Begyndte på den mærkelige og skrøbelige bygning, Jeg vil heller ikke, stum og resigneret, Lide min opslugning.
Siden, i den største nøds døs, Mine blege ledsagere forbliver tavse, Til min stemme for at fjerne disse dynger af anathemas Som samles mod himlen.
Så den sprængtes med en mere energisk stråle, Jeg har i min modstand mod de sorte bølgers angreb, Fra alle hjerter i mig, som i et enkelt center, Samlede alle de fortvivlelser.
At de vibrerer så stærkt, mine uforfærdede accenter, Må disse samme døve himmel skælve af overraskelse; Luften behøver ikke, og heller ikke de dumme bølger, At gyse over at have forstået.
Ah! ethvert kvalerkrig er et helligt skrig; Han protesterer, beskylder han i øjeblikket for at udløbe. Godt ! dette skrig af angst og uendelig rædsel, jeg smed den; Jeg kan synke!
